”HANGAREN” – DET NYE KULTUR-MØDESTED
Allerede fra 1. januar 2026 begynder etableringen af Dragørs nye kulturelle samlingssted ”Hangaren”, hvor vi borgere kan mødes omkring nye bogudgivelser, spændende foredrag, udstillinger, stand-up, børneteater og små intimkoncerter.
Lyder ovenstående som en dejlig drøm? Ja, men det er det også. Det er Blåt Dragørs drøm. En drøm om et kulturelt samlingssted for alle borgere i Dragør; børn og unge, familier og seniorer. Om man er gangbesværet eller handicappet betyder intet, for der er elevator, toiletter og god adgang for alle – uanset om du ligger i barnevogn eller sidder i kørestol. Der er endda rigeligt med parkeringspladser lige ude foran.
”Hangaren” på Halvvejen
Hollænderhallen på Halvvejen, som startede sin ”karriere” som hangar for tyske fly under Anden Verdenskrig og som siden hen er blevet til sportshal og fint udbygget med en dejlig svømmehal, bliver også det nye kulturelle samlingssted for kulturelle aktiviteter, står det til Blåt Dragør.
Den tidligere biblioteksfilial i Hollænderhallen genåbnes straks i det nye år som en hangar for mange forskelligartede kulturelle aktiviteter.
”Vi mødes i Hangaren”
Det vil fremover være et centralt mødested, når vi skal høre en forfatter tale om sin nye bogudgivelse, når vi skal se en lokal kunstner udstille, høre stand-up i vores egen Hangar Comedy Club, høre musikskolen optræde, se børneteater, høre interessante foredrag, opleve bevægende intim-koncerter eller blot sidde og fordybe sig i en ny bog, avis eller tidsskrift i et roligt og inspirerende miljø.
I Pakhuset, Nykøbing Sjællands kulturelle mødested, er der et læseområde, hvor man også kan købe en god kop kaffe/te og hygge sig. Det kunne vi også have glæde af, f.eks. mens familiemedlemmer dyrker sport eller efter man selv har været aktiv. Måske har man også bare lyst til at komme lidt ud af sin egen bolig og være et rart sted med andre mennesker, ligeledes med et behov for kultur og samvær. Et sted hvor vi alle kan være og vi alle har adgang til.
”Jamen, er vi ikke fattige?”
Jo, det ville Elon Musk nok påstå. Men vi har over 140 millioner i fælleskassen og forvaltningens prognoser viser, at pengene de kommende år vil strømme ind, primært pga. de stærkt stigende skatteindtægter.
Så nej, vi er bestemt ikke fattige og vi har bestemt råd til at sætte nøglen i døren og åbne den!
Faktisk vil det kræve utrolig få ressourcer at åbne døren til et stort dejligt lokale, de nuværende politikere har ladet stå gabende tomt i årevis.
Så faciliteterne og økonomien er tilstede, men er den politiske vilje også tilstede?
Ikke hos alle desværre. Venstre og Konservative har fuldstændig afvist af genåbne biblioteket i Hollænderhallen.
Men for Blåt Dragør handler det ikke blot om at genskabe fortiden, men om at tilføre noget nyt og noget mere.
Vi kan sagtens have de nyeste og mest populære udgivelser stående, side om side med, at der også er et attraktivt læse/studie-område, med mulighed for at købe lidt til ganen.
Med muligheden for selv at lukke sig ind, er vi ikke begrænset af andet end hele hallens åbningstider, fra morgen til sen aften.
Desuden vil der med ”Hangarens” udvidede funktioner også være mulighed for en indtjening ved at man kan leje sig ind, hvis man f.eks. har en teatervirksomhed eller arrangerer små koncerter, stand-up mv.
Så tilbage til spørgsmålet: Er vi fattige? Ja, vi er ved at blive fattige på kultur i vores ellers helt unikke, historiske by.
Men sådan behøver det ikke at blive ved med at være…….
Til januar begynder vi!
Når Blåt Dragør stiller op til kommunalvalget den 18. november i år, er det for at skabe en højere kvalitet i vores lokalsamfund og for at give os borgere flere frie valgmuligheder, herunder muligheden for at vælge imellem en masse forskellige kulturtilbud.
En stemme på Blåt Dragør er en stemme på flere kulturtilbud og på, at ”Hangaren” som kulturelt mødested påbegyndes allerede fra januar 2026 og at dette indskrives i den kommende konstitueringsaftale.
Vi har alt der skal til, så er det blot et spørgsmål, om der er en vilje til at opprioritere kulturen og til at gøre denne drøm til virkelighed.
Blåt Dragør har ideen og vi har viljen – så er det i hvert fald på plads, når man som vælger skal sætte sit kryds.
Med venlig hilsen
Kim Dupont
Formand